Balle Børnehus

Balle Børnehus er en kommunal institution med plads til 121 børn i alderen 0-6 år.
Vuggestuen er normeret til 33 børn, der er fordelt på 3 stuer, og i børnehaven er der plads til 88 børn fordelt på 3 stuer og en naturbus.

Balle Børnehus er beliggende i den nordlige del af Silkeborg, tæt på grønne områder.

De fysiske rammer består af to huse, som er traditionelt indrettet vuggestue/børnehave, samt to legepladser med forskellig bevoksning, kuperet terræn, store græsarealer, flisebelægning, gynger, rutschebaner m.m. Herudover har børnehaven tilknyttet en bus, hvor der er plads til op til 24 børn. Bussen fungerer som en stue.

Balle Børnehus er et sted, hvor man må grine og græde, undres, spørge og prøve kræfter med sig selv og andre.
Vores børn skal udvikle sig og udfolde sig. Vi skaber rammer, som giver det enkelte barn mulighed for at trives og udvikle sig.

Læs mere om Balle Børnehus

Den 1. marts 2021 fik vi tilknyttet en bus i børnehaven, som kan rumme op til 24 børn.

Bussen giver os nye muligheder for at organisere og sammensætte børnegrupper samt udnytte en større del af det omgivende samfund i Silkeborg og omegn, herunder de mange naturområder.

Vi ønsker, at alle børn i børnehaven skal få glæde af de fordele og den fleksibilitet, som bussen giver. I 2022/2023 har de ældste børn base i bussen, mens de andre børn på skift er med i bussen én uge ad gangen. 

 

Her er en lille film fra vores indvielsesfest:

Naturbus i Silkeborg

Velkommen til Balle Børnehus

Vi er et hus fyldt med glæde, liv og aktivitet. Vi arbejder ud fra vores værdigrundlag med fire overbegreber: Se barnet, Kreativitet, Omsorg og Dialog.

 

Kost:

Inge er køkkenansvarlig i Balle Børnehus og sørger for, at vi hver dag får sund, nærende og indbydende mad. Hun har et stort fokus på økologi og har sølv i det økologiske spisemærke, hvilket svarer til en økologiprocent på 60-90%

I børnehaven består frokostordningen af:

Formiddagsmad kl.8.30-9.00

Typisk rugbrød/boller og gulerødder/frugt. Udover at dække et fysisk behov bruger vi også formiddagsmaden som en pædagogisk aktivitet, hvor børnene på skift hjælper med at skrælle gulerødder/skære frugt. En hyggestund, hvor børnene samtidig oplever ansvarlighed for formiddagsmaden og øver sig i den finmotoriske kunst det er, at skrælle en gulerod.

Frokost kl.11.30

Frokosten varierer mellem rugbrød og forskellige varme retter. Se den aktuelle ugeplan på opslagstavlen.

Børnene skal selv medbringe drikkedunk samt eftermiddagsmadpakke, som spises kl.14.

Værdier i måltidet

  • Det styrker børnenes selvhjulpenhed selv at smøre maden, øse op og sende fadet med frugt rundt
  • Barnets sproglige kompetencer styrkes når måltidet foregår i en rolig atmosfære, hvor der er tid til samtale og dialog
  • Børnene udvikler sociale færdigheder ved at sidde sammen, lytte til hinanden og vise hensyn under måltidet
  • Kosten er sund og ernæringsrigtig i forhold til børns udvikling

Fødselsdage:

Fødselsdage er meget vigtige og betydningsfulde i et barns liv og noget vi i børnehaven naturligvis vil være med til at markere og fejre enten i børnehaven eller hjemme hos barnet.

Vi har følgende retningslinjer i forbindelse med afholdelse af fødselsdage:

Hvornår holder vi fødselsdage?

  • Fødselsdage kan afholdes på selve dagen eller i umiddelbar nærhed heraf.
  • Fødselsdage afholdes om formiddagen på mandag, tirsdag og onsdage – altså ikke torsdag og fredag.
 

Hvad skal børnene spise til fødselsdagen?

  • Når fødselsdagen afholdes hjemme, er det op til familien selv hvad der serveres. Dog skal børnene tilbydes frokost svarende til et helt måltid, så børnene kan mestre børnehavelivet senere på dagen. Hvis slik er en del af fødselsdagstraktementet skal det være i et meget begrænset omfang og spises under selve fødselsdagen – der må ikke være slik eller lignende liggende i garderoberne i børnehaven.
  • Ved fødselsdage i børnehaven kan forældre medbringe ex boller/pizzasnegl/kage og lign. Slik kun som pynt på kage.
  • Børnehaven kan medbringe kost/kage til børn med allergi eller andre særlige hensyn. Derfor skal der altid inden fødselsdagen være dialog mellem forældre og børnehaven omkring maden.

Snak altid med personalet på barnets stue i god tid inden fødselsdagen, så dagen ikke kolliderer med andre aktiviteter i børnehaven.

Balle Vuggestue  

Kost:

Inge er køkkenansvarlig i Balle Børnehus og sørger for, at vi hver dag får sund, nærende og indbydende mad. Hun har et stort fokus på økologi og har sølv i det økologiske spisemærke, hvilket svarer til en økologiprocent på 60-90%

I vuggestuen består kostordningen af:

Formiddagsmad ca. kl. 8.30-9.00

Frugt og hjemmebagt brød

Frokost ca. kl. 11.00

Frokosten varierer mellem rugbrød og forskellige varme retter. Se den aktuelle ugeplan på opslagstavlen.

Eftermiddagsmad ca. kl. 14.00

Hjemmebagt brød eller rugbrød

Slik

Der må ikke medbringes slik eller tyggegummi i vuggestuen.

Værdier i måltidet

  • Det styrker børnenes selvhjulpenhed selv at øse op og sende fadet med frugt rundt.
  • Barnets sproglige kompetencer styrkes når måltidet foregår i en rolig atmosfære, hvor der er tid til samtale og dialog.
  • Børnene udvikler sociale færdigheder ved at sidde sammen, lytte til hinanden og vise hensyn under måltidet.
  • Kosten er sund og ernæringsrigtig i forhold til børns udvikling.

Klar til børnehave:

Tiden kommer, hvor dit barn skal i børnehave.

I dialog med forældrene anbefaler vi, hvordan besøgene skal forløbe - om forældrene selv sørger for dette, eller om vi skal medvirke ved et enkelt besøg eller to, afhængig af hvor tæt børnehaven ligger på vuggestuen. Lange afstande kan være en forhindring for at vuggestuen kan tage på besøg.

Renlighed

Når vi i vuggestuen oplever at barnet viser interesse for at sidde på potte/wc, bakker vi op om barnets interesse. Samtidig informerer vi forældrene derom, så der arbejdes med det på begge fronter.

Det er vigtigt at tænke på at barnet har praktisk tøj på - i forhold til at skulle gå på wc – såsom to-delt undertøj og f.eks. lange bukser med elastik i taljen.

Når barnet kommer dertil, hvor det er aktuelt at tage bleen af, foreslår vi at I som forældre prøver hjemme i et par weekender, for at se hvordan det går. Roen i hjemmet samt mere opmærksomhed, resulterer ofte i en positiv start. Vi medvirker i vuggestuen, men oplever ofte at det er sværere her, da de er optaget af leg, andre børn samt anderledes rammer. Husk i denne periode at medbringe meget skiftetøj.


Vuggestuen

Skiftetøj

I vuggestuen er vi hele tiden optaget af, hvordan vi kan få mest mulig tid til nærvær og samvær med børnene. Et af de steder I forældre kan hjælpe med det, er ved at sørge for at jeres barn har det tøj med, der er brug for.

Vi har lidt ”lånetøj” til nødstilfælde, men ikke i alle størrelser. Dertil kommer at nogle børn ikke bryder sig om at få lånetøj på, fordi det er anderledes end det de normalt har på.

Derfor er det vigtigt I forældre løbende tjekker jeres barns skiftetøj igennem for at sikre der er det tøj der skal være og i den rigtige størrelse. Det samme gælder for udetøj, vanter, hue o.l.

Det varierer fra barn til barn, hvor meget ekstra skiftetøj der kan være brug for, men en tommelfingerregel er, at der altid ligger 2 sæt tøj bestående af:

  • Undertøj/body
  • Bluse
  • Bukser
  • Strømper

Hvis barnet øver sig i at gå uden ble kræver det naturligvis ekstra skiftetøj i den periode.

Så husk at fylde op i kassen løbende. Og hvis det undtagelsesvis skulle ske at der mangler skiftetøj, minder vi jer om det ved at sætte en gul seddel på barnets rum.

Søvn

Dit barn sover efter behov. De fleste børn sover i krybber og barnevogne som står i liggehallen.
De største børn sover inde på stuen på madrasser på gulvet.

Søvn

Sutter

Disse skal tjekkes for huller og der skal være navn i dem. I vuggestuen bruges sutten kun, når børnene skal sove samt når de skal trøstes.
Vi er meget opmærksomme på at børnene ikke går rundt med sut, når de ikke behøver den.
Vi opfordrer Jer som forældre til at være bevidste om hvornår og hvor meget Jeres børn bruger sutten. F.eks. at man har en sut hjemme samt en sut i vuggestuen.
Tænk på at et barn måske ikke har brug for sin sut, bare fordi det ser sine forældre.

Sut 

Sygdom og forholdsregler

Vuggestuen modtager ikke syge børn. Syge børn skal plejes hjemme.

Børn med smitsomme sygdomme som feber, opkastning, diarre og udtalt øjenbetændelse (pusflåd) må og skal ikke være i vuggestuen.
Det betyder at dit barn skal være feberfrit og være i stand til at følge vuggestuernes aktiviteter, såvel indendørs som udendørs.

Vi anbefaler i samråd med kommunelæge Sonja Simonsen, at dit barn har et feberfrit døgn inden det atter kommer i vuggestuen, i forhold til at være mere modstandsdygtige for yderligere smitte samt i forhold til at smitte andre børn og voksne.

Derudover oplever vi også med jævne mellemrum, at børnene kan være utilpasse og sløje uden at have feber – hvor vi så vurderer, at de skal hentes. Vi er bevidste om at børnene kan få det bedre, når de kommer hjem, og at det kan skyldes ro og følelsen af pleje af mor eller far i hjemlige omgivelser.

Medicin

Som hovedregel gives kun medicin i kroniske tilfælde.
Penicillin og sulfapræparater gives ikke i vuggestuen. I mange tilfælde kan medicin ordineres til to gange dagligt. Nogle former for nødvendig medicin f.eks. astmamedicin gives i vuggestuen, hvis det til det enkelte tilfælde er ordineret af lægen. Det skal fremgå at etiketten at medicinen er til det pågældende barn.

Vaccinationer

Vuggestuen skal på barnets stamskema (som opbevares på kontoret), have meddelelse når dit barn er blevet vaccineret.

Sundhedsstyrelsens folder omkring smitsomme sygedomme hos børn og unge.

Silkeborg Kommunes folder omkring LUS. 

Sikkerhed

Børnenes sikkerhed er meget vigtig for os og i vuggestuen har vi en række sikkerhedsforanstaltninger som vi har brug for jeres hjælp og opbakning til at håndhæve:

  • Ingen snore i huer, vanter, overtøj, halstørklæde
  • Ingen hårspænder, armbånd, perlekæder o.lign. Ofte tager børnene det ud i løbet af dagen og de mindste kan putte det i munden.
  • Ingen plastikposer hverken i garderoben eller i kassen på badeværelset
  • Hvis I medbringer legetøj skal det overholde sikkerhedsreglerne for legetøj for børn fra 0-3 år

Børnehaven

Legetøjsdag

Hver torsdag er der legetøjsdag, hvor børnene må medbringe legetøj hjemmefra. Denne dag bliver der ikke arrangeret voksenstyret aktiviteter, hvilket giver plads og rum til børnenes egne lege. Vi oplever, at det er betydningsfuldt for børnene, at de kan vise legekammeraterne, hvilket legetøj de lige nu synes er særligt spændende. Børnene er meget interesseret i hinandens legetøj, låner og deler ofte på kryds og tværs, hvilket åbner op for nye lege og nye legerelationer imellem børnene.

Digitale medier som legetøj.

I perioder er der børn, som medbringer digitale medier som fx Nintendo og tablets, som børnene kan spille på. Forældre skal være opmærksomme på at de apps og spil, som de giver barnet med i børnehave er tilladt til aldersgruppen. Personalet i børnehaven vurderer hvor længe der må spilles.

Som regel oplever vi rigtig gode lege og socialt samspil omkring de digitale medier. Det er naturligt for børnene at dele og hjælpe hinanden igennem spillets udfordringer.

Legetøj (herunder digitale medier) medbringes på forældrenes eget ansvar i børnehaven. Det kan risikere at blive væk eller gå i stykker.

 

Sygdomme og fravær

Hvis jeres barn holder fri eller er syg skal I registrere det via Aula. I tilfælde af smitsomme sygdomme vil vi gerne bede jer om at sende en sms eller ringe for at fortælle hvad barnet fejler.

Ifølge sygdomscirkulæret må børnehaven ikke modtage syge og smittebærende børn.

Sundhedsstyrelsens folder omkring smitsomme sygedomme hos børn og unge. 

Silkeborg Kommunes folder omkring LUS.

Tjek ind/ud

Du skal som forældre tjekke dit barn ind og ud hver morgen og eftermiddag på en touchskærm, der hænger ved indgangen til hhv. vuggestuen og børnehaven, så personalet altid har overblik over, hvilke børn der er i institutionen. Det er dog stadig vigtigt altid at sige goddag og farvel til en voksen.

 

Billeder 

Vi opfordrer alle til at lægge et vellignende billede ind af jeres barn, som derefter vil vises på Aula-skærmen.

I Balle Børnehus vil vi løbende lægge billeder på Aula fra forskellige ture, aktiviteter eller hverdagssituationer. 

Vær opmærksom på at det ikke er tilladt at videreformidle/offentliggøre billeder fra vuggestuen/børnehaven på sociale medier og lign.

 

Oprettelse

Klik på nedenstående link, hvis du har brug for hjælp til oprettelse i Aula:

Aula - Information til forældre

I Balle Børnehus støtter vi børnene i deres digitale dannelse.
Vi ønsker at skabe en kultur, hvor børnene kan lege og eksperimentere med IT.
Gennem leg vil vi gerne have, at børnene bliver producenter og kreativt tænkende i brugen af IT, og ikke bare konsumenter (brugere).

Vi har iPads i både vuggestuen og børnehaven, som børnene kan spille på, samt være kreativt skabende på. De spil, som er på disse iPads, har vi valgt at have ud fra pædagogiske overvejelser om, hvad de kan give børnene af læring. Vores iPads er ikke på nettet, men hvis personalet skal bruge nettet sammen med børnene, er der mulighed for det.

iPads bruges også til at opsøge viden og understøtte læring om forskellige emner.

Personalet kan bidrage med viden til, hvordan de digitale medier virker, og vores rolle er at hjælpe børnene til at være nysgerrig og eksperimenterende med IT.

Personalet er støttende, guidende, undersøgende og legende sammen med børnene.

Sammen med jer forældre har vi en forpligtelse til at støtte børnenes dannelse i den digitale verden, som de vokser op i og vise dem de etiske og adfærdsmæssige spilleregler.

Vi har opstillet følgende etiske og adfærdsmæssige spilleregler, som gælder for både børn og voksne i forhold til foto, video og lydoptagelser:

  • Spørg om lov, hvis du gerne vil tage et billede/optagelse af et barn/voksen.
  • Respekter, hvis der bliver sagt nej, og hvis der er en, som ønsker billedet/optagelsen slettet.
  • Man må gerne tage billeder/video af en leg/situation med flere personer, så længe der ikke er nogen, som bliver udstillet. Herunder nogen der er kede af det, vrede eller lignende.
  • Vær kritiske i forhold til hvilke og hvor mange billeder, der vælges ud, når der skal fortælles en historie. Vælg kun billeder, som er relevante for historien.
  • Ingen toiletbilleder/-film/-lydklip.
  • Spørg en voksen, hvis du er i tvivl om dit billede/optagelse holder sig inden for de etiske og adfærdsmæssige spilleregler.

Som forældre kan I støtte børnene som positive rollemodeller og ved løbende at tale med børnene om spillereglerne. Et tæt, åbent og tillidsfuldt samarbejde mellem forældre og personalet i Balle Børnehus, er den bedste måde, vi kan støtte og hjælpe børnene i deres udvikling. Det gælder også i forhold til digital dannelse.

Et godt og tillidsfuldt samarbejde mellem forældre og det pædagogiske personale har en positiv indvirkning på barnets udvikling og tilknytning til vuggestuen/børnehaven.

Vi vægter den daglige dialog højt og ønsker et åbent og ærligt forældresamarbejde som bygger på tillid.

  • I Balle Børnehus tilbyder vi følgende forældresamtaler:
  • Opstartssamtale / overleveringssamtale
  • 3 måneders samtale

Trivsel på tværs

For at sikre en tidlig og systematisk indsats er der i marts og oktober måned siden efteråret 2017 blevet gennemført trivselsvurderinger på alle børn i daginstitutioner i Silkeborg kommune. For børn, hvor der kan være en bekymring omkring barnets trivsel og/eller udvikling afholdes der efterfølgende et fokusmøde, hvor forældre, kontakt pædagog, leder og evt. tværfaglige samarbejdspartnere deltager.

Vi har i Balle Børnehus positive erfaringer med både trivselsvurderinger og afholdelse af fokusmøder og vi finder mødeformen og systematikken meningsfuld. Det er tydeligt, at det har en positiv effekt på barnets trivsel når forældre og vuggestue/børnehave samarbejder og får fælles fokus.

Læs mere om Trivsel på Tværs i Silkeborg Kommune.  

Overgangen fra vuggestue til børnehave i Balle Børnehus

I Balle Børnehus har vi fokus på at skabe den bedst mulige overgang fra vuggestuen til børnehaven for det enkelte barn. Vi er opmærksomme på at samarbejdet mellem personalet i vuggestuen og børnehaven, har afgørende betydning for hvordan overgangen opleves for både børn og forældre.

Vi har udarbejdet en køreplan med konkrete tiltag, som vi oplever, har betydning for overgangen fra vuggestue til børnehave

Læs mere om overgangen fra vuggestue til børnehave

Det pædagogiske tilsyn er ét ud af flere tilsynsformer i Dagtilbud i Silkeborg Kommune. Det pædagogiske tilsyn udføres af forvaltningen både i kommunale, selvejende og private daginstitutioner.

Det pædagogisk tilsyn har to overordnede funktioner; at kontrollere og udvikle den pædagogiske kvalitet i dagtilbuddet. Rammen for pædagogisk tilsyn i Silkeborg Kommune udarbejdes af forvaltningen, således der er sammenhæng med de fælles kommunale indsatser daginstitutionerne arbejder med.

I de kommunale daginstitutioner udføres tilsynet hvert år i skiftende børnehuse. Hermed sikres, at alle børnehuse får minimum et tilsyn hvert andet år. Tilsynsrapporterne for de kommunale institutioner vil efter tilsynet blive offentliggjort på deres lokale hjemmesider.

Tilsynsrapport for Balle Børnehus bliver udarbejdet i efteråret 2020 og vil efterfølgende blive linket op til på den her side.

Se senest tilsynsrapport for Balle Børnehus

Tilsynsrapport for Balle Børnehus

Vil du vide mere så se øvrige materiale vedrørende tilsynet

Baggrund for det pædagogiske tilsyn